Ibrugtagning af dyr sygehusmedicin til enkeltpatienter:
Mhp. at opnå en mere ensartet og fagligt funderet tilgang til ibrugtagning af genuint nye lægemidler - særligt dyre analoge lægemidler og nye eksperimentelle lægemidler til enkeltpatienter - udarbejder afdelingen uvildige, faglige vurderinger, som anvendes af Det Regionale Medicinudvalg i Midtjylland (DRMM) til at acceptere eller afvise ibrugtagning.
Det Regionale Medicinudvalg i Midtjylland (DRMM):
DRMM træffer beslutninger om brug af dyr medicin til enkeltpatienter i særlige situationer. Udvalget skal afveje forventninger til effekt af behandling i forhold til økonomi, foruden at tværregionale hensyn skal tages i betragtning. I udvalget sidder 3 lægefaglige direktører og en farmaceut. Der er møde ca. hver tredje uge.
Anvendelse af off-label medicin:
Alle afdelinger må tage medicin i brug, som koster mindre end 50.000 kr. om måneden, til behandling uden for indikation uden at ansøge om det, hvis de én gang i kvartalet indsender en oversigt til KFA over de patienter, som er sat i behandling, og hvilket lægemiddel de er sat i behandling med. KFA gennemgår løbende evidensen i form af stikprøver på listen. For AUH gælder, at Medicinudvalget til hvert møde godkender anvendelsen.
Særligt for Kræftområdet på AUH gælder, at der er nedsat en gruppe bestående af KFA og varierende repræsentanter fra Kræftafdelingen og Blodsygdomme, som mødes en gang i kvartalet og diskuterer udvalgte patientcases ift. enten opstart af behandling eller opfølgning af effekt. Referat fra møderne forelægges Medicinudvalget, AUH til godkendelse.
Præcisionsmedicin efter genomisk analyse:
Molekylærmedicinsk afdeling (MOMA), Kræftafdelingen, Blodsygdomme, Klinisk Genetisk Afdeling og Patologi driver sammen et præcisionsmedicinsk set-up, hvor en genomisk analyse af tumorer danner baggrund for valg af behandling til patienter. På baggrund af denne analyse tilbydes 30-40% af patienterne eksperimentel behandling, som kan være off-label eller ikke markedsførte præparater.
Det tilstræbes, at patienterne tilbydes behandling i protokolleret regi, og OPRA er en protokol, der inkluderer kræftpatienter, hvor de gængse standardbehandlingsmuligheder er udtømte. I enkelte tilfælde kan behandling ske uden for protokol. Baggrunden for at tilbyde en behandling baseres på en faglig gennemgang af den tilgængelige evidens.