En speciallæge i klinisk farmakologi har ofte et meget varieret arbejde. Som ansat på en af de kliniske farmakologiske afdelinger kan arbejdet indeholde elementer af:
- Forskning
- Undervisning af lægestuderende, yngre læger, hospitalsansatte læger, praktiserende læger og andet sundhedsfagligt personale
- Rådgivning af sundhedsfagligt personale i brug af lægemidler og udarbejdelse af medicingennemgange hos patienter med kompleks medicinering i både somatik og i psykiatri
- Rådgivning af enkelte regioner, Danske Regioner, Lægemiddelstyrelsen og Sundhedsstyrelsen i forhold til ibrugtagning af ny, dyr medicin, monitorering af forbruget af medicin, udarbejdelse af indsatser både mod primær- og sekundærsektor
- Rådgivning om forgiftninger med lægemidler og udarbejdelse af toksikologiske vurderinger af lægemiddelanalyser i forbindelse med dødsfald
- Rådgivning om tolkning af lægemiddelanalyser som led i almindelig lægemiddelbehandling af patienter
Nogle speciallæger arbejder i Lægemiddelstyrelsen indenfor enten godkendelse af nye lægemidler eller med bivirkningsindrapportering.
Andre speciallæger arbejder i Lægemiddelindustrien med udvikling af nye lægemidler.