Kliniknær farmakologi

Kliniske farmakologer er speciallæger med særlige kompetencer inden for rationel lægemiddelbehandling på tværs af alle specialer og sektorer. Vi er derfor særligt kvalificerede til at give overbliksskabende lægefaglig sparring på og håndtering af komplekst medicinerede og multisyge patienter på tværs af almen praksis og specialer på hospitalet. 

Den kliniknære farmakologi udmønter dette ved udarbejdelse af medicingennemgange i både somatisk og psykiatrisk regi - enten ved egen håndtering eller gennem undervisning og rådgivning af andre speciallæger omkring lægemiddelbehandlingen hos den enkelte patient. 

Under den kliniknære farmakologi hører: 

  • Multisygdom og polyfarmaci 

  • Psykofarmakologi 

Multisygdom og polyfarmaci: 

Klinisk Farmakologi har en samarbejdsaftale med Klinik for Multisygdom, hvor patienter med behov for medicingennemgang henvises til forløb. Desuden udarbejdes medicingennemgange på KFA uden patientfremmøde. 

Psykofarmakologi: 

Klinisk Farmakologisk afdeling har en formaliseret samarbejdsaftale med psykiatrien i Region Midtjylland. Speciallæger i klinisk farmakologi deltager løbende i kliniske konferencer på alle regionens psykiatriske afdelinger, hvor konkrete problematiske patientforløb diskuteres med henblik optimering af lægemiddelbehandlingen. 

Klinisk Farmakologisk Afdeling yder rådgivning ved konkrete kliniske problemstillinger og bistår i øvrigt med udarbejdelse af retningslinjer og e-learning.  

Derudover er der en specifik aftale med en enkelt afdeling om at en speciallæge 1 dag ugentligt gennemgår konkrete patienter, som afdelingen har identificeret som havende en kompleks farmakologisk problemstilling. 

Afdelingens læger deltager ved en tværfaglig konference med obstetrik og psykiatri på hhv. AUH og Gødstrup, hvor sårbare gravide gennemgås for polyfarmaci-problematikker (hhv. 1 gang pr. måned/ hver 2. måned).